World Aids Day 2010 er onsdag den 1. december. Flere oplysninger om arrangementet 2010 følger senere. Herunder kan du læse mere om WAD: 1. december er international AIDS dag. 1. december 2009 afholdt Positivgruppen det traditionelle Mindearrangement på Nytorv i København. Det blev til mange hjertevarmende og eftertænksomme stunder, og på trods af de kolde vinde lykkedes det at tænde omkring 2.000 lys til minde om de, der i Danmark er døde af aids. Vi er mange, der har mistet venner, kærester eller familiemedlemmer i årenes løb. I hverdagen kan vi ofte føle os alene med de svære tab, men lige netop på denne dag er vi alt andet end alene.
De mange usikkert blafrende flammer maner til eftertanke. Rundt om i verden er ca. 33 mill. personer hivpositive. Traditionen med mindearrangementet startede i 1994: Lars Davidsen sagde i sommeren 1994: "Jeg er træt af alle de ord, der kommer fra velmenende mennesker på AIDS Fondets fødselsdag. Jeg kunne ønske mig noget smukt, enkelt og uden sang og taler, måske noget med lys og kors". Vi arbejdede videre med ideen og 1. december 1994 afholdt vi vort første mindearrangement på Nytorv i København. Et 3 m højt, hvidt kors omgivet af 4 kvadrater med ca. 1.300 lys, eet for hver død af aids i Danmark. Det var et meget smukt og vedkommende arrangement, som fik stor opmærksomhed både af forbipasserende og i medierne.
Det er nu blevet en tradition og afholdtes for 16. gang i 2009. |
![]() WAD 2008. (Foto Positivgruppen) |